Mange bruger smørefedt kompatibilitets diagrammer som deres udgangspunkt, når de skal vurdere, om to fedttyper kan blandes.

Det virker umiddelbart rimelig simpelt og ligetil – finder man to produkter i diagrammet, kan man hurtigt se, om de er kompatible eller ej. Problemet er bare, at det sjældent er så enkelt i praksis.

Diagrammerne fortæller ikke hele historien

De fleste kompatibilitets diagrammer, der stadig bliver brugt i dag, stammer fra 1980’erne og har set meget begrænset udvikling siden da, trods at smørefedt teknologien har udviklet sig markant siden 1980’erne.

Samtidig mangler mange af dem dokumentation for, hvordan de egentlig er blevet til. Det vil sige, at man ofte ikke ved, hvilke tests eller data der ligger bag dem. Ser man på flere diagrammer side om side, bliver det også hurtigt tydeligt, at de ikke altid er enige.

En kombination kan være angivet som kompatibel et sted og inkompatibel et andet. I nogle tilfælde bliver fedttyper inden for samme familie, for eksempel polyurea, betragtet som kompatible, selvom de i praksis kan opføre sig meget forskelligt.

Det gør det svært at bruge diagrammerne som beslutningsgrundlag alene.

Fedt er mere end bare fortykker type

De fleste kompatibilitets diagrammer tager kun udgangspunkt i fortykker/sæbe typen.

Men et smørefedt består af tre hovedkomponenter:

• Baseolie
• Additiver
• Fortykker/sæbe

Så selvom fortykkeren spiller en stor rolle i kompatibilitet, er det ikke den eneste faktor. Hvis baseolierne er forskellige, eller additivpakkerne reagerer forskelligt, kan det sagtens påvirke blandingens egenskaber – selv hvis fortykkeren i teorien er kompatibel.

Derfor kan to fedttyper, der “burde” være kompatible på papiret, stadig give problemer i praksis.

Hvad der faktisk sker, når fedt blandes

Når to inkompatible fedttyper blandes, kan der ske flere ting:

• Fedtet bliver blødere og mister struktur
• Det bliver hårdere og sværere at pumpe
• Olien separerer sig fra fortykkeren
• Fedtet flyder væk fra applikationen.

I nogle tilfælde er ændringen tydelig med det samme. I andre tilfælde ser blandingen umiddelbart stabil ud – men ændrer sig under drift.

Det er nemlig netop her, mange fejl opstår.

Problemet viser sig først i drift

En simpel test, hvor man blander to fedttyper i hånden, giver sjældent hele billedet.

I en maskine bliver fedtet udsat for:

• Konstant bevægelse
• Mekanisk belastning
• Temperatur
• Gentagen “bearbejdning”

Så et leje, der kører ved normal drift, vil på kort tid udsætte fedtet for millioner af belastnings cyklusser. Det kan ændre strukturen markant sammenlignet med en statisk blanding.

Derfor kan en blanding, der ser stabil ud på værkstedet, opføre sig helt anderledes i drift.

Hvordan man tester kompatibilitet i praksis

Hvis man vil vurdere, om to fedttyper kan blandes, bør det gøres mere systematisk.

En typisk tilgang er at blande fedtet i forskellige forhold, for eksempel:

• 25 / 75
• 50 / 50
• 75 / 25

Derefter vurderer man ændringer i egenskaber som:

• Konsistens
• Stabilitet
• Tendens til olieseparation

Der findes standarder som ASTM D6185, som beskriver denne type test.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at disse tests i høj grad er statiske. De giver en indikation – men afspejler ikke altid de dynamiske forhold, fedtet udsættes for i en maskine.

Med det sagt vil vi anbefale at anvende test, da det giver det bedste grundlag for at træffe den rigtige beslutning. Hvis man ikke har mulighed for at udføre testene selv, findes der en lang række laboratorier, som tilbyder netop denne type analyser.

Hvad betyder det i praksis?

Det vigtigste er ikke at finde det “rigtige” kompatibilitets diagram. Det vigtigste er at forstå begrænsningerne, fordi kompatibilitets diagrammer kan give en indikation, men de bør ikke stå alene – og slet ikke hvis beslutningen kan have betydning for kritisk udstyr.

Hvis det er muligt, bør man undgå at blande fedttyper helt. Hvis det ikke kan undgås, bør man teste blandingen eller tage de nødvendige forholdsregler, som at rense systemet grundigt. 

Selvom det kan virke, som om vi har været kritiske over for kompatibilitets diagrammer, er det vigtigt at understrege, at de stadig har deres plads. Det er langt bedre at bruge et diagram end slet ikke at tage kompatibilitet i betragtning – og i mange tilfælde kan de give en god indikation af, hvilke fedttyper man helt bør undgå at blande.