
Det kan være nærliggende at tro, at et dyrt smøremiddel automatisk er bedre end et billigt. Høj pris forbindes ofte med høj kvalitet, bedre beskyttelse og længere levetid.
Omvendt findes der også den modsatte opfattelse: at et smøremiddel i bund og grund bare er et smøremiddel, og at man derfor lige så godt kan vælge den billigste løsning.
Begge opfattelser er en anelse forsimplede.
Når det gælder industrielle smøremidler, er prisen nemlig kun én del af regnestykket. Det vigtigste er ikke nødvendigvis, om smøremidlet er dyrt eller billigt, men om det passer til den maskine, det skal bruges i.
Hvorfor er nogle smøremidler dyrere?
Hvis vi kigger på hvorfor nogle smøremidler er dyrere end andre, så kan der kan være et hav af gode grunde til, at et smøremiddel koster mere end et andet.
Det kan f.eks. være fremstillet af en dyrere baseolie, indeholde en mere specialiseret additivpakke eller være udviklet til særligt krævende driftsforhold. Nogle smøremidler er lavet til at modstå kraftig oxidation, meget høje eller lave temperaturer, vandpåvirkning, store belastninger eller lange serviceintervaller.
Det betyder altså ikke, at det er bedre i enhver situation. Det betyder blot, at det kan løse nogle opgaver, som et enklere produkt ikke vil kunne.
Man kan sammenligne det med en vinterjakke beregnet til ekstrem kulde. Den kan være fremragende til sit formål, men hvis den kun skal bruges på en mild efterårsdag, betaler man for egenskaber, man ikke reelt får brug for.
Altså er det vigtigt at forstå at et smøremiddel ikke kan vurderes alene. Et smøremiddel kan være teknisk avanceret og af høj kvalitet uden nødvendigvis at være det bedste valg til alle maskiner.
I den rette maskine kan dens egenskaber være afgørende, og retfærdiggøre den dyre pris. Men i en mindre krævende maskine vil det derimod være unødvendigt – og i værste tilfælde, dårligt for maskinen, hvis maskinen ikke kan håndtere smøremidlet.
Den billigste løsning kan være rigtig
På samme måde er et billigt smøremiddel ikke automatisk et dårligt smøremiddel.
Hvis det har den korrekte viskositet, opfylder maskinens krav og er egnet til de faktiske driftsforhold, kan det være et både teknisk og økonomisk fornuftigt valg.
Nogle smøremidler er billigere, fordi de har en enklere sammensætning, produceres i større mængder eller ikke er udviklet til særligt krævende forhold. Det gør dem ikke nødvendigvis dårligere. Det gør dem blot mere målrettede mod mindre krævende driftsforhold.
Dog kan det modsatte naturligvis også være tilfældet. Hvis det billige smøremiddel ikke kan håndtere maskinens belastning, temperatur eller driftsmiljø, vil besparelsen hurtigt forsvinde og man vil stå med flere tekniske problemer end man turde tænke på.
Det handler om at forstå både maskinen og smøremidlet
Derfor begynder et godt valg altid med at forstå maskinens behov.
Her bør man blandt andet se på maskintype, fabrikantens anbefalinger, viskositet, driftstemperatur, belastning, omdrejningshastighed, kontaminering og det ønskede olieskiftinterval.
Dernæst er det vigtigt at forstå, hvad de smøremidler man har udvalgt sig er udviklet til.
To produkter med samme viskositetsklasse og baseolie er ikke nødvendigvis ens. De kan nemlig have vidt forskellige additivpakker og evne til at håndtere kontaminering, load og varme.
Det er derfor ikke nok kun at se på navn, pris og viskositet. Man er nødt til at se på den samlede sammenhæng.
Det er en fejl altid at vælge det dyreste i troen på, at det automatisk giver den bedste beskyttelse. Men det er lige så risikabelt konsekvent at vælge det billigste ud fra tanken om, at alle smøremidler stort set er ens.
Det bedste valg ligger som regel mellem de to yderpunkter.

